Boymoder
Af Alex Oversat af Memphis Det er ikke ufarligt at være ude som transperson. Åbenlyse årsager, det er farligt at være kvinde, det er farligt at være trans. Jeg føler mig skrap når jeg lader som om ting der sker ikke fremmer en frygt i mig. Jeg skal være out and proud ligegyldigt hvad. Men jeg forstår hvordan den frygt kan æde en op indefra. Behovet for et "safe mode" er almindeligt blandt transkvinder. Især blandt dem der er tidligt i deres transition, blandt dem med arbejde. Den samme frygt der holdte os i skabet, den samme energi reflekteres i ideen om "boymoding". Det er dét, det betyder, skabet. Skabs-mode. Der er noget ved udtrykket boymoding, der giver mig en dårlig smag i munden. Det er det du gør når du er klædt i drenge-mode. Kvinder kan ikke have bukser og en t shirt på. Boymode. Kun drenge har hoodies på vidste du ikke det? Høje hæle og lange negle? Nej! Sneakers og vabler på arbejdende hænder. Boymode. Safe mode. Hvordan opfattes jeg af transmiljøet, mit miljø, som en nonbinær kvinde-ting der godt kan lide typisk lesbisk påklædning? Det føles som om folk tror jeg er i skabet, hvis jeg har jeans og en hoodie på, at jeg gemmer mig, maskerer hvem jeg er, eller at jeg er usikker på mig selv. Det er slet ikke tilfældet. Jeg så på piger der gik i den slags tøj med misundelse, så det er det jeg går i nu, og jeg gør hvad jeg har lyst til, det er mit kønsudtryk. Jeg voksede op i 2000erne, det var stilen. Skater-pige, lebbe, kvinde, der godt kan lide at være praktisk og komfortabel? Hun havde det godt i 2000 (bortset fra den evigt tilstedeværende og hårdt håndhævede homofobi selvfølgelig). Jeg gik i det samme tøj som den her pige jeg var lun på, i det mindste noget der lignede. Dengang var jeg en dreng, det troede jeg i hvert fald. Måske var jeg boymoder. Men hun var sku så cool. For mig har tøj ikke et køn, ligesom jeg ikke rigtig har et. Jeg går i det jeg vil, og det kommer både fra herre- og dameafdelingen i tøjbutikken. Gør det mig til boymoder? Drengepige? Tomgirl? Hvor stiller det mig? Hvor stiller det alle de fandens lebber i verden? Har transkvinder nogensinde set en cislebbe? Ifølge den logik er det en kategori, der er fuld af boymodere. Hvad hvis vi så på cis-folk gennem den her Redditske selv-hadske dysforiske kultur? De ville blive rasende. De her termer blev opfundet af folk der oprigtigt havde grunde til at frygte for deres liv. Skabet er et skjold. Boymoding er rustning. Men måske var den snæversynethed de skjulte sig fra med til at forme disse ideer, siden boymode er en reaktion mod den. Det er alt sammen en reaktion, mod et konservativt, sexistisk, homofobisk samfund, uden tvivl har noget af det sneget sig ind den vej. Det internaliserede had, der fik os til at gemme os, holdte os i skabet, jeg kan huske hvordan det føltes, selv hvis det føles som lang tid siden. Jeg smadrede det skab da jeg sprang ud, men dets fundament forblev i mig endnu et par år. Jeg gik fra et performe ét køn til at performe et andet. Jeg vidste ikke hvordan jeg skulle have det med det hele. Følte mig stadig ikke hjemme i mig selv, dysforien var gennemtrængende dengang. Det tog to år mere. Før jeg endelig var komfortabel nok til at grave dybere og finde ud af hvem jeg virkelig er. Virkelig-virkeligt. Faktum er, at jeg ikke gemmer mig jeg er mig selv. Og jeg "boymoder" ikke jeg har bukser på. Og jeg er ikke i sikkerhed, jeg blev råbt af på gaden i sidste uge, i jeans og en hoodie, med mit hår i fletninger og kasketten på. De fyre ku sgu se det. I min erfaring er det lige meget hvor stereotypisk feminint, du udtrykker dig, typisk er det de gammeldags homofobiske skældsord vi bliver ramt af her på egnen. Blev jeg clocked? Er det overhovedet en term, der giver mening for en nonbinær? Blev jeg læst som en homoseksuel mand? Som lebbe? Jeg ved, at udtrykket boymoding ikke handler om mig, som enby, men jeg vil gerne accepteres i fællesskabet lige som alle andre, og jeg hører "boymoding" blive brugt i flæng og pludselig føler jeg jeg skal jeg forklare mig selv ligesom jeg skal forklare mig selv overfor cisfolk. Jeg føler jeg står udenfor igen. Jeg føler mig alene. Jeg vil ikke læses som én, der har en fod i skabet, når jeg bare udtrykker mit oprigtige selv. Jeg skal bryde fri af cishet-forventninger og også transfemme-forventninger, jeg skal bare være mig. Den her slags sprogbrug.. er et tilbageskridt. Det kommer til at handle om mig når jeg ser snævre ideer om kønsudtryk blive videreført i transmiljøet. Det føles alt sammen... Sexistisk? Konservativt? Og det føles som om jeg bliver dømt for ikke at turde være feminin nok. Ikke modig nok til at skabe mit komplette feminine udtryk. Jeg forstår godt, hvorfor det ser sådan ud, når man projicerer sine egne oplevelser over på andre, jeg gør det selv wtf. Men bør vi ikke være ovre alt det her? Hvornår døde Judith Butler, og blev erstattet med... hvad end det her er? Jeg troede ikke det var meningen tøj skulle have et køn. For mig var det en idé, der tilintetgjorde udtryk fra fortiden som "crossdresser", “transvestit” eller "boymoder". Desuden kan man ikke være transvestit når man er nonbinær det er et meningsløst udtryk. Jeg har det som om "boymoding" opretholder en snæver forståelse af, hvad kvinder kan/bør gå i. I vores tidsalder, og blandt transkønnede.. hvor pinligt. Det sjove er, at jeg i cis-rum bliver læst som en kvinde der godt kan lide at gå i busker. Til min forbavselse havde halvdelen af disse cisioter ikke engang spottet min transhed. Fantastisk. Så bliver jeg nødt til at forklare hvad nonbinær betyder. Hvorefter de fortvivles og vender tilbage til at se mig som transpige, for det kan de i det mindste forholde sig til. Tilbage til forsiden