Tale til Trans day of remembrance 2025, arrangeret af Trans Kaotisk Aktion
Af Linus Rydahl (han/ham) Kære transer På min side af internettet siger vi at du skal fortælle dine transer at du elsker dem før det er for sent: Jeg elsker jer. Det er der nogen af jer der allerede ved, men til jer der ikke ved det så ved i det nu. Jeg elsker jer som fælleskab, og som de mennesker fælleskabet ikke kunne ndes uden. Trans day of remembrance kan minde os om at det også gælder den anden vej rundt: menneskerne kan heller ikke kan ndes uden fællesskabet. Det er jo derfor vi har startet Transkaotisk Aktion, egentlig. Det er fordi i betyder for meget for os til at vi kan lade jer i stikken, sådan som verden alt for ofte gør det. Jeg vil ikke miste jer. Ikke en eneste af jer. Og derfor er vi her sammen. Fordi der bliver nødt til at være en fremtid til os. Og i SKAL være med. Dengang jeg ventede på at kønspolitiet besluttede sig for om de ville give mig lov til at tage min livsgivende medicin, var jeg selvmordstruet for anden gang i mit liv. Jeg forstod ikke rigtig selv mine selvmodstanker. Jeg havde jo lyst til at leve, til at have en fremtid og få det bedre. Men jeg havde mistet kræfterne til at modsige kønspolitiet; i Ålborg, i samfundet og i mit hoved. Verden var så højlydt i sin modvilje mod at have mig i den at jeg k lyst til at give den ret. Vi har mistet alt, alt, alt for mange transer på den måde; dræbt af en verden der ikke ville ha dem. Det er dem vi sørger i dag. Vi sørger at de blev nødt til at kæmpe en kamp som de ikke kunne vinde. At det at insisterer på at være os selv i denne verden kan være livsfarligt. Vi tager afsked med dem og vi hylder dem for at de var her, også selvom det var i alt for kort tid. Og så nder vi vores modgift frem — for sådan en har vi faktisk. Det er en anden verden end den der slår os ihjel. Det er den verden der opstår mellem os i dette rum, på vores køkkengulve, mellem os når vi får øjenkontakt på gaden og genkender hinanden. SER hinanden. Da jeg stadig manglede kræfter til at blive ved med at brygge modgift hørte jeg nogle britiske transer snakke om anti-trans lovgivningen derovre, på et podcast. Det var ikke fordi det ligefrem hjalp min situation, før de begyndte at snakke om hvad de ønskede sig fra andre transer midt i al volden: Overlev. SURVIVE MOTHERFUCKER sagde hun højt og tydeligt, og jeg brød sammen på mit soveværelsesgulv. Vi har så.meget.tid. og der er så meget af den som ligger foran os. Vi skal være med til at skabe den fremtid. Den dag k jeg at vide at jeg skal blive ved med at være her og forme fremtiden og 1,5 år efter står jeg her og siger det samme til jer. I SKAL være med. Håbløshed fodres af at verden der hader os virker for stor og for gammel til at vi kan ændre på den i tide. Men vi lever jo ikke i hele verden hele tiden. Vi lever HER og NU. Og her brygger vi modgift. Her ser vi hinanden, som vi er, fuldstændig betingelsesløst. Her er vi enige om at hver eneste trans gør verden bedre. Og vi ved det fordi uden jer ville denne verden, vores verden, ikke eksisterer. Denne verden er afhængig af jer. Så bliv her, og hjælp hinanden med at gøre det samme. Jeg elsker jer — tak <3 Tilbage til forsiden